Krasse krav til ejerforeninger

 

Startside
Op
Vedtægter
Bestyrelsen
Referater
Det sker i området
Ekstern info.

Artikel fra Søndagsavisen, 13. april 2003

Af René Teige, rt@sondagsavisen.dk

Parcelhusejernes Landsforening går nu ind i sagen om dårlig information om grundejerforeninger.

Det er de færreste boligkøbere, som interesserer sig for eller bliver oplyst om grundejerforeningen i det område, hvor de har købt bolig.

Og det kan blive dyrt for boligkøberne. Der kan nemlig ligge ganske voldsomme udgifter i en allerede vedtaget renoveringsplan, som den nybagte boligejer først bliver præsenteret for regningen til, når slutsedlen er underskrevet og familien flyttet ind.

Oplysningerne om grundejerforeninger og regnskaber skal gives af ejendomsmæglere og sælgere. Men det sker ikke altid.

Derfor går Parcelhusejernes Landsforening, PL, nu ind i sagen med målrettet oplysning og information.

"Efter den forrige revidering af ejendomsformidlerloven for tre år siden, så er kravet om oplysning om pligtige grundejerforeninger blevet skærpet."

"Samtidig har nye boligejere, som ikke har fået den lovpligtige oplysning om grundejerforeninger og tilhørende udgifter, mulighed for at få erstatning," siger formanden for PL, Allan Malskær.

Han oplyser at den nye lov er krystalklar.

"Hvis det viser sig, at man ikke har fået information om, at et grundejerforeningsgebyr er på 3.000 kroner om året og at der yderligere ligger udgifter liggende til eksempelvis vejreparationer, så skal man have erstatning."

"Man skal henvende sig til Ankenævnet for Ejendomsformidling. Nævnet kører sagen og man skal ikke være nervøs," siger Allan Malskær.

Nye boligejere kan nemlig forvente at få ganske mange flere penge end første års foreningsgebyr tilbagebetalt.

"Der er jo tale om foreningsgebyrer samt eventuelle bidrag til vedligeholdelse, som skal betales i mange år frem. Derfor kan en erstatningssum sagtens blive eksempelvis 30.000 kroner," siger PL-formanden.

Som regel er det ejendomsmægleren, der skal betale erstatningen. Men hvis sælger har hold oplysninger vedrørende udgifter skjult for mægleren, er det sælgeren der skal betale erstatning.

Og forældelse er i den forbindelse et svævende begreb.

"Forældelsesfrist for krav er noget, der må diskuteres fra sag til sag. Selvom en ny ejer har betalt gebyrer og vedligeholdelsesregninger, kan han eller hun stadig gøre krav på erstatning," understreger Allan Malskær.

Send e-mail til webmaster@parcelforeningen.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted.
Copyright © 2003 Parcelforeningen Harlev anno 1999